Antallet af lærerstillinger er styrtdykket de sidste 10 år

Graf Over Udvikling I Laererstillinger
Randers Kommune nedlægger lærerstillinger i stor stil. Siden 2009 er antallet af lærere i den randrusianske folkeskole reduceret med 21%. Antallet af elever er kun faldet med 12%.

Randers Kommune nedlægger lærerstillinger i stor stil. Siden 2009 er antallet af lærere i den randrusianske folkeskole reduceret med 21%. Antallet af elever er kun faldet med 12%. Samtidig er antallet af timer i skolen for eleverne steget markant. Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at antallet af undervisningstimer for den enkelte elev i gennemsnit er steget med 29 procent siden 2009.

Konsekvensen er, at lærerne underviser langt flere timer. Det betyder, at ressourcerne til andre vigtige opgaver skal reduceres. Her taler vi om fx skole-hjem-samarbejdet og forberedelse og efterbehandling af undervisningen. Konsekvenserne er, at lærernes arbejdsmiljø presses voldsomt i negativ retning og eleverne møder en dårligere eller mindre spændende undervisning. Kort sagt går det ud over kvaliteten i løsningen af skolens kerneopgave.  

Det er vigtigt, at vi igen får skabt rammer, der kan sikrer en god folkeskole og styrke kvaliteten af elevernes undervisning. Alle – både Byrådet og på Christiansborg taler om det, men ord og gode intentioner er ikke nok. Der skal være konkret handling.

Ved de kommende års budgetaftaler i Randers Kommune er det nødvendigt, at politikerne viser, at ordene i uddannelsespolitikken og fra valgløfterne er reelle og ikke bare tomme ord uden efterfølgende handling, og på landsplan er det vigtigt, at regering og støttepartier i forbindelse med finansloven viser, at man vil folkeskolen – ikke kun gennem ord, men også igennem reel handling. Støttepartiernes krav forud for finanslovsforhandlingerne på Christiansborg svarer til cirka 1700 flere lærere på landsplan – men hverken nationalt eller den lokale andel af de 1700 stillinger (ca 34 stillinger) modsvarer de massive stillingsnedlæggelser, der har været i folkeskolen.

Det er i folkeskolen, vi lægger kimen til Danmarks fremtid. Undervisning af børn og unge er ikke en udgift, men en investering i vores alles fremtid.

Så kære politikere: Vi vil folkeskolen – vil I?